Grænsen mellem ulykke og horror – Marco Vichis roman fra 2010 er skarp

Marco Vichis bog ”Un tipo tranquillo”/ ” En stille type” er en sort roman om en pensioneret mands deroute kort før og efter hans liv ændres for altid.

Romanen starter et par dage, før et dødsfald indtræffer i familien. Allerede i dagene op til  den tragiske begivenhed er Mario hjemsøgt af en uforklarlig tilstand af uro, som han sætter sig til at analysere, imens han lukker sig inde i det værelse, han kalder sin hule, og låser døren. Hans kone kalder på ham, og imens hun kalder, tænker Mario over, hvad det er, der er forandret i ham. Han kommer frem til, at det er synet af to teenagere i en bus – to gudeskønne piger har foruroliget hans underbevidsthed, og han kan ikke ryste mindet om deres ubekymrede latter af sig.

Da Mario endelig går ud og spiser med sin kone i køkkenet, er det som han ser det hele på ny, og hans uro bliver til en stigende irritation over det liv, de har ført sammen. Det kulminerer med, at han begynder at iagttage sin kone og væmmes ved hendes fysiognomi, mens hun sidder og foreslår, at han skulle blive pensioneret.

I de følgende dage lukker Mario sig mere og mere inde i sin ”hule” og hører altid det samme musik, som han hørte som barn med sin far. Det er mens han sidder i værelset, at dødsfaldet sker.

Herefter åbnes porten for de følelser og tanker, der før var ubevidste – Marios fantasier om et andet liv åbner sig, stadig mere tæt på den afgrund, der adskiller ulykke fra horror.

 

Marios to voksne børn kommer for at være sammen med ham, men han kan og vil ikke være fortrolig med sine børn. Hans livslede accelerer side om side med fantasierne om et andet liv – indtil han kræver forandringen. Han lader sig pensionere, lukker sin telefon – og tager til Rom.

 

Herfra starter Marios eventyr i Rom. Hvor Mario led af en ubestemmelig uro og længsel efter noget andet, bliver både fantasierne og mareridtene nu virkelighed. Mario lader sig flyde med begivenhederne og har kun én leveregel – at leve, hvilket er synonymt med at begære. Imens den aldrende mand rækker hænderne frem for at få tildelt noget liv, bliver han et let offer for kvindernes bedrag.

Mario bliver ført af sit begær for helt unge kvinder og kaster sig ind i en besættelse af en pige, men lige så let som Roms nætter tænder hans fantasier, ligeså svære er længslerne efter en virkelig forandring at indfri.

Herfra må man læse selv og se, hvordan det går antihelten, Mario, på hans desperate forsøg på at få en smag af livet.

 

Bogen er skrevet med en dragende form for stærkt sanselig og samtidig nøgtern tone. Beskrivelserne af Marios stigende fremmedgørelse over for sine to voksne børn er noget af det stærkeste i bogen.

Romanen har en accelererende struktur. Bedst som man tror sig tryg med Marios fremmedgørelse, eller hans ligegyldighed, speedes handlingen op, og Mario befinder sig i nye komplikationer og mareridt, indtil slutscenens tragiske klimaks.

 

Romanen er et sørgeepos over et moderne menneske, der hele sit liv har været så fanget i pligtfølelse, at han er blevet denne pligtfølelse, indtil boblen brister, og han må se tilbage på et liv, han ikke har været engageret i. Eller har han? Fortællesynspunktet følger i den grad Marios tanker, at man som læser kan glemme at tage stilling selv. På den måde bruger romanen også tricks fra den velkendte gysermyte ”chasing the dragon.” Jo mere Mario forfølger sine vage længsler – og jager dragen –  des mere tiltager hans ulykke – og han overfaldes af den drage, han jagtede.

Og man kan læse romanen som en fortælling om en mand med en passiv depression, en mand, der aldrig har taget stilling til sig selv, og som, da han begynder at erkende i sen alder, bryder sammen under vægten af fortrængning – og derfor støder alle mennesker fra sig og opgiver alt det, der hidtil gav ham mening.

Svaret svæver i vinden. Læseren må selv dømme.

 

Romanen ”Un tipo tranquillo” er udgivet i 2010, i Bergamo, af Marco Vichi (f. 1957), som er forfatter til en lang række anmelderoste bøger i Italien.

Romanen er endnu ikke oversat til dansk.

Jeg er pt. i gang med at oversætte den og håber på at et forlag med på ideen.

 

 

 

 

 

This entry was posted in 2013, anmeldelser. Bookmark the permalink.

Leave a Reply