Lars Bukdahls debutantpristale til Fjer

DEBUTANTPRISTALE URSULA SCAVENIUS

Oprettet: 30.09.2016 – 11:59

Tale ved uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til Ursula Scavenius for Fjer på Vejle Bibliotek 30. september 2016

Af Lars Bukdahl, jurymedlem og litteraturkritiker

Fugleforgiftning!

Et vigtigt og centralt engelsk ord, som det er svært at finde en dansk pendant til, er weird, w-e-i-r-d. Nettet foreslår en sværm af oversættelser: Underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær. Ingen af dem rammer plet, og det gør de heller ikke tilsammen; der mangler den her ekstrabetydning eller ekstrastemning af noget foruroligende, truende, smittende, kvælende.

Ursula Scavenius får i dag tildelt den ene halvdel af Danmark største debutantpris, fordi hendes debutbog Fjer, der indeholder tre store fortællinger, ”Majinski”, ”Luna Secunda” og ”Fugleland”, er så kvalificeret og umanerlig weird, dvs. underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær, foruroligende, truende, smittende, kvælende – mindst!

I engelsktalende lande er weird fiction en decideret genre. Ægteparret Ann og Jeff Vandermeers eminent læseværdige antologi The Weird. A Compendium of Strange and Dark Stories fylder i min e-bogs-udgave 2596 sider og indeholder fortællinger af både finlitterære helteskikkelser som Franz Kafka og Jorge Luis Borges og underlødige genreforfattere som Daphne du Maurier og Stephen King, og så en hel masse vilde folk, jeg aldrig har hørt om før. Opfinderne og navngiveren af weird-genren er den virkeligweirde amerikaner H.P. Lovecraft, og hans definition lyder cirka sådan:

En weird fortælling har overnaturlige elementer, men er noget andet end en traditionel spøgelses- eller gyserhistorie, den genererer (citat) ”en særlig atmosfære af åndeløs og uforklarlig rædsel (…) gennem en ond og specifik suspension eller overvindelse af naturkræfterne.”

Ingen danske forfattere er inviteret med i hr. og fru Vandermeers antologi, hvilket både er for galt og fuldt forståeligt. Der er glimt af weirdness hos Knud Hjortø, Ernesto Dalgas, Johannes V., og med et ordentligt tidsspring hos Preben Major, Vagn Lundbye, Ulla Ryum og måske Charlotte Weitze. Men jeg planlægger at sende Vandermeer’erne en mail og insistere på, at Ursula Scavenius kommer med i næste udgave med for eksempel ”Fugleland”.

Den fortælling er eksemplarisk weird ved som de to andre fortællinger at nægte at være plotdrevet eller levere veltimede forskrækkelser og ved at selve det overnaturlige – at der vokser fjer på den fugleglade dreng Anton – kvantitativt fylder meget, meget lidt forhold til den naturlige og stillestående, tungt stemningsfulde ikke-handling:

Den mandlige jegfortæller, Antons far, driver rundt på sin plantage i Hornbæk og mindes sorgfuldt sin afdøde kone, mens han har gang i et nyt, distræt forhold til nabokonen. Intet sker rigtigt i evige, sørgmodige nutids- og  fortidscirkler, afbrudt med lange mellemrum af disse umulige fjer på Anton. Her har Anton lige forsøgt at redde en hejre fri af et pigtrådshegn:

”Da jeg kom hjem stod han allerede og vaskede sig under bruseren. Bagefter gik jeg ud i badet, hvor der stank sødligt. Den lugt kendte jeg fra dengang, Anton var lille. Der lå fjer i brusebadet, blodige. Små og store. De næste par dage holdt jeg øje med ham. Han lugtede af sved, og han dækkede sine arme med lange vanter. Han fældede dun, som skød ud af hans nakke. Jeg overraskede ham med en klud og tørrede ham i nakken, men fjerene hang fast. Så løb han fra mig. Dagen efter havde han taget sin hættetrøje på.”

Her er mulighed for at beundre, hvor intenst og selvfølgeligt Scavenius fremmaner den forunderlige underlighed. Det er også intensiteten og selvfølgeligheden, der forhindrer fjervæksten i at blive plat, dybsindig symbolik. Fjerene kan ikke oversættes, læseren må uhjælpeligt acceptere dem som simpelthen fjer og finde sig i at lade sig hjemsøge af dem resten af sine dage – og vågne op midt om natten og mærke efter om, hun selv er blevet smittet, for hvad nu hvis fugleforgiftningen også lader sig overføre gennem læsning, det er ikke umuligt- og nu er I advaret!

Hvis de små overnaturligheder og de store stemningsfulheder absolut skal handle om noget andet end dem selv og deres weird effekt – og det behøver de altså ikke! – så handler de om, at der det går helt skævt med naturen og vores behandling af den. At det allerede er gået helt galt. At vi for længst lever efter katastrofen. Hvor de gamle,weirdfortællinger var metafysiske og surrealistiske, er de nye snarere fysiske og realistiske.Weird er bare noget, verden er, og bliver mere og mere. Jævnfør også, hvordan det måske allermest mærkværdige og foruroligende i de tre fortællinger bliver ikke særlig avanceret (eller overnaturlig) sex og mad.

Det er til syvende og sidst alt andet end weird, at Ursula Scavenius om et øjeblik træder herop og modtager penge og blomster og et stort tillykke, men det ville på den anden side heller ikke undre mig, hvis hun lettede en lillebitte smule.

Comments are closed.